(dette er skrevet d. 9/1 om eftermiddagen)

Som en person, der kun med få og ubetydelige afbrydelser har røget hele sit voksne liv og en skræmmende del af barndommen, har jeg lullet mig ind i en opfattelse af, at det ville være fint at stoppe med at ryge, men at tiden lige skal være moden, og at en række ikke nærmere definerede faktorer lige skal være på plads. Og SÅ vil jeg være klar til at træffe beslutningen.

Sikke dog en omgang ævl. Mundlort og dårlige undskyldninger!

Det vigtigste i denne artikel kommer til sidst. Her vil jeg sammenfatte og ridse op, hvorfor det i virkeligheden ikke er så svært at holde op med at ryge, som man bilder sig ind. Og hvordan man gør.

Hvis du ikke gider læse det hele, så hop til afsnittet om abstinenser.

Jan Hellesøe

En gang imellem er det tilfældigheder, der bliver udslagsgivende for, om ting i tilværelsen forandrer sig.

Den danske hypnotisør og entertainer, Jan Hellesøe, der bl.a. på dansk stats-TV (Danmarks Radio) har medvirket i en række programmer, hvor han decideret fucker med din hjerne og laver ting, man overhovedet ikke forstår, men imponeres over, tilbød kort tid efter nytåret at dele en rygestopvideo på sin YouTube-kanal, hvor de primære redskaber dels var en grundig indledning/begrundelse og dels et hypnoseforløb.

Jeg sprang over, da det blev streamet direkte den 5/1 2025 klokken 20:30. Generelt vil jeg gerne selv vælge, hvornår jeg ser noget inde i mit TV og ikke være afhængig af et forudbestemt sendetidspunkt. Men jeg gemte trods alt videoen i ”Se senere” på min YouTubekonto.

Dagen efter, d. 6/1 2025 ved 20:15-tiden (tidspunktet er værd at huske, i hvert fald for mig!), tænkte jeg, at jeg da lige kunne kigge på videoen for at vurdere, om jeg troede, det ville være godt nok, og derefter tage stilling til, hvornår jeg senere ville være klar til at overveje at se det, sådan for alvor, og måske at stoppe med at ryge.

Jeg satte mig til rette og lyttede, efterhånden temmelig opmærksomt. I indledningen lagde jeg især mærke til afsnittet om at træffe en beslutning, hvor Jan Hellesøe med et indre billede af at redde sig selv fra en livstruende brand fastslog, at hvis man var nødt til at hoppe fra én bygning til en anden, ville man nok ikke nøjes med at ”give det et skud” – man ville gøre alt, man overhovedet kunne, for at sætte kraftigt af og lande sikkert på begge ben. Forskellen mellem at prøve sig frem eller faktisk at tage en beslutning.

Den pointe blev vigtig for mig, for den rammede en pæl igennem mine dårligste undskyldninger om at give det et forsøg, når engang alle faktorer var på plads, planeterne stod ideelt, og jeg hverken havde cigaretter eller askebægre til rådighed indenfor en radius på mindst 100 meter. Den situation, som ethvert tænkende menneske, men altså ikke en ryger, sagtens kan se aldrig vil opstå.

Den anden pointe, der for alvor satte sig fast, var, at man må beslutte sig for at være stærkere end en cigaret. Med andre ord: ”Er det mig selv, en nogenlunde voksen mand på 63 år, der bestemmer, om jeg skal give efter og tænde en cigaret? Eller skal jeg lade cigaretten bestemme?”

De to pointer er uhyre simple. Men de er også meget vigtige, og de kan være de redskaber, man bruger til at overvinde cigaretterne. For det, der er omdrejningspunktet, er helt enkelt: At lade være. Og at lade være hver gang, man egentlig godt kunne tænke sig en smøg.

Hypnose

Efter sin indledning gik Hellesøe over til hypnoseforløbet, hvor man skulle sidde eller ligge behageligt med lukkede øjne og følge hans instruktioner. Først instruktioner om at slappe af fra toppen af hovedet og derefter gennem de forskellige legemsdele, indtil man nåede tæerne og – hvis det lykkedes – var fuldstændig afslappet og medgørlig.

For mit personlige vedkommende må jeg sige, at den del lykkedes helt perfekt. Jeg kunne godt styre mine tanker, men jeg følte, at jeg kun ville kunne bevæge lemmerne, hvis jeg fik besked på at gøre det eller var helt bevidst om, at ”nu vil jeg løfte min venstre arm”.

Det var en god fornemmelse!

Dernæst instruerede Hellesøe om forskellige ting, man skulle forestille sig ved at forsøge at se dem foran sig.

Først skulle man forlade sig selv siddende eller liggende og gå gennem en dør ind til et rum, der var ens indre kontrolrum. Det gik fint, og jeg kunne næsten se mig selv sidde dér i lænestolen.

Så skulle man gå ind i endnu et rum, som var en biograf. Her skulle man sætte sig ned og vente på en film på lærredet. Det gik også fint.

Men da man efterfølgende skulle sætte filmen på, gik det ikke helt så fint. Filmen skulle vise, da man røg sin første cigaret. Men sådan et billede har jeg ikke, for da mine brødre og jeg var børn, handlede vores fælles lege ofte om at slippe afsted med at ryge i smug i huler og lignende, og billederne herfra fortaber sig i det usikre slør, som barndomsminder ofte har. Så hele sekvensen med at se og derefter opløse forløbet med ”min første cigaret” gik ikke overbevisende for mit vedkommende.

Næste øvelse handlede om at forestille sig, at cigaretter lugtede ulækkert på en bestemt måde, man har mødt i virkeligheden. Altså lugter som noget ulækkert, man kender til. Helst noget, man er tæt på at kaste op over.

Og her svigtede min hjerne mig igen, jeg kunne ikke rigtigt komme i tanker om noget, der var forrygende ulækkert og stod helt tydeligt for mig. Jeg måtte nøjes med den ubehagelige kemiske stank, som Grindstedværket i min barndom en gang imellem indhyllede byen i, men det gik ikke helt godt. Men det kunne jeg ikke klistre fast på cigaretterne. Igen var barndommen nok for lang væk i hukommelsen.

Efter hypnosen

Da Hellesøe havde overstået instrukserne om, hvad man skulle forestille sig, blev man ledt tilbage til sin plads og bedt om at åbne øjnene igen. Det havde føltes om 10 minutter, men havde varet 3 kvarter.

Jeg var stadig tung i nogle minutter, men ganske veltilpas. Måske en smule skuffet over ikke at kunne levere de forestillinger af noget konkret, jeg var blevet bedt om. Men Hellesøe forsikrede om, at det var OK.

Og nu, da jeg åbnede øjnene efter hypnosen – altså efter så lang tid uden en smøg – burde jeg jo så tænde én, men det var helt fint at lade være. Jeg blev sådan set bare siddende og slappede af, mens jeg lod mig underholde af TV’et resten af aftenen, og når mine rutiner fortalte, at jeg burde række ud efter en cigaret, fortalte jeg mig selv, at jeg skulle lade være.

Men trods alt røg jeg alligevel ind i en omgang klassisk Lausenheim-bullshit efter et par timer: ”Nå, det er jo ikke så svært, når det kommer til stykket. Jeg har slet ikke lidt de første timer, som ellers må være de sværeste. Så kan jeg jo godt tænde en smøg og så holde op med at ryge en anden dag, når jeg er helt klar og motiveret.”

Man kan godt se det, ikke?

Bullshit af allerhøjeste kvalitet!

Heldigvis gjorde jeg det ikke. Jan Hellesøe nåede lige at viske mig i øret: ”Hvem er stærkest? Dig eller cigaretten?”

Efter den første mindre krise

Jeg valgte at gøre det bare en lille smule mere besværligt at ryge: Jeg fjernede de to åbne cigaretpakker fra sofabordet og lagde dem i en skuffe (ja, jeg havde to forskellige cigarettyper, man kræser vel for sin rygning?). Jeg fjernede også askebægeret, vaskede det grundigt af og stillede det på den fjerneste hylde i mit forrådskammer. Formålet var, at nu skulle jeg foretage mig 3 handlinger for at ryge:

1: Jeg skulle overbevise mig selv om, at det var en god idé

2: Jeg skulle hente cigaretterne i skuffen

3: Jeg skulle hente askebægeret fra sit skjul bagest i forrådskammeret.

Jeg håbede, at det at skulle gøre hele 3 ting for at ryge ville sikre, at jeg faktisk når at komme på bedre tanker, inden det går galt. Det er jo alt sammen helt enkle ting at gøre, men jeg skal trods alt beslutte mig for at gøre det, helt bevidst om, hvad jeg har gang i, når jeg står dér og roder på den bageste del af en hylde i forrådskammeret. Så jeg har endnu ikke gjort det.

Ceremonimesteren

Nu er der gået nogle dage. Jeg har ikke røget, men jeg har tænkt på det mange gange. Det, der griber mig, er vanen. Ceremonierne. Og dem er der mange af.

Selvfølgelig den klassiske: dagens første og bedste smøg, helst først efter morgenmaden sammen med dagens anden kop kaffe. Åh, hvor er det skønt!

Men jeg har flere ceremonier: Endnu en klassiker er ”der skal ryges umiddelbart efter, at der er stoppet mad i munden, og sidste mundfuld er synket”. Jeg har forfinet disse morgen- og måltidsceremonier ved at have en særligt god cigaret til disse lejligheder. For tiden er det en cigaret med en lille mentolkugle, der kan klikkes, så smøgen nærmer sig at være slik og nikotin i en guddommelig blanding. De er ikke længere lovlige i Europa, men jeg tog rigeligt med hjem i kufferten, da jeg var i Vietnam i sommer, og jeg sparer på dem. De særlige cigaretter. Vorherrebevares!

Andre ceremonier er den tidsmæssige afstand, jeg har forsøgt at holde mellem smøgerne for at have styr på forbruget. Så jeg har også vænnet mig til, at ”nu er det rygetid” hvert tredje kvarter. Ikke cirka hvert tredje kvarter. Præcist hvert tredje kvarter. Medmindre en anden god undskyldning for at ryge kom først. Tro mig, jeg har haft styr på tiden. Vorherrebevares!

Eller den sidste smøg inden sengetid, så sent som muligt, så man ikke skal savne det for meget, mens man forsøger at falde i søvn. Eller smøgen inden man går ombord på et fly. Faktisk helst 2 smøger, for nu skal man både gå gennem lufthavnen, sidde fastspændt i et fly og gå gennem endnu en lufthavn, før man igen må ryge. Vorherrebevares!

Alle disse mange ceremonier, jeg har belagt min dag med. Det er dem, jeg skal bryde og være ligeglad med.

Hvem bestemmer?

Og det går bedre. De fleste ”intervalsmøger”, altså dem, der ryges på klokkeslæt, glemmer jeg stort set nu. Jeg har ikke glemt efter-måltids-smøgerne, men de bliver nemmere at ignorere. Så det lysner. Og jeg skammer mig ikke over at indrømme, at jeg ikke er bleg for at gentage ”Hvem bestemmer? Dig eller smøgen?” det antal gange, der skal til.

Jeg husker også på, at jeg ikke giver det et forsøg, det dér med at springe fra ét tag til et andet. Jeg tager afsæt, gør mig umage og lander på benene.

Det er banalt. Men det virker.

Abstinenser er noget opreklameret lort!

Foruden dårlige undskyldninger, som jeg vist allerede har skåret ud i pap, så har angst afholdt mig fra at holde op med at ryge. Angst for at lide.

For hører man ikke igen og igen, at det er vanskeligere at holde op med at ryge, end det er at lægge en karriere som narkoman på hylden? At nikotin er mere vanedannende end kokain?

Nu har jeg heldigvis ingen erfaring med at holde op med at være junkie, men jeg har da set en del dokumentarfilm, hvor det har taget rigtigt hårdt på narkomaner at have fryseture, kaste op, ønske at dø og så videre.

Så lad mig bare afsløre hemmeligheden om nikotinabstinenser: de findes ikke! Og husk på, at jeg har røget grundigt og meget gennem hele livet!

Nej, jeg har ikke haft hedeture.

Nej, jeg har ikke kvalme!

Nej, jeg har ikke hovedpine!

Nej, jeg er ikke grådlabil!

Nej, jeg har ikke ligget søvnløs!

Jo. Jeg er mere sulten, end jeg plejer at være. Jeg tænker, at smøgerne simpelthen tog noget af appetitten. Og jeg skal passe på, jeg ikke giver efter og bliver endnu federe, end jeg allerede er.

Jeg er overbevist om, at snakken om, hvor afhængighedsskabende nikotin er, er en del af vi rygeres dårlige undskyldninger for slet ikke at forsøge.

Jeg medgiver, at det med at komme ceremonierne til livs. Det er dér kampen er, og den er såmænd vanskelig nok.

Men fysiske abstinenser? Sludder!

Hvad så nu?

Der er indtil videre gået knapt 3 døgn, og jeg er sikker på, det vanskeligste ligger foran mig. Jeg er før holdt op med at ryge, og selv om det lyder underligt, har det sværeste ikke været selve det at holde op. Men at lade være med at begynde igen.

Det er aldrig lykkedes mig at holde op med at ryge så længe, at jeg opfattede mig selv som ikke-ryger. Jeg så mig selv som en ryger, der ikke røg.

Jeg ved, at man godt kan nå derhen, hvor man bliver ikke-ryger snarere end eksryger. Det fortæller gode venner, der er holdt op. Så det må jeg jo se, om jeg kan nå.

Men det er stadig noget, jeg er lidt usikker på, om jeg kan overholde. Altså det der med at undgå at falde i. Lidt som efterretningstjenesten mod terroristen. Efterretningstjenesten skal vinde hver eneste gang. For taber de bare én gang, er det terroristen, der trækker sig sejrrigt ud af konflikten. Det samme med den fristende smøg.

For nu at bruge de helt store ord…

Vil DU holde op med at ryge?

Nu har jeg prøvet at holde op, men jeg er ikke ekspert, selv om det indtil videre går fint.  

Jeg har taget tre simple læringer med. Og det er vigtigt at huske, at man ikke behøver hypnose for at holde op. Den del var ikke vigtig i min proces. Det var derimod:

1: Det rigtige tidspunkt er ikke noget, du behøver at vente på. Det kan såmænd være lige midt på aftenen efter dagens 15. smøg og med et glas vin i den anden hånd samtidig med, at der ligger smøger lige ved siden af dig på sofabordet.

Det rigtige tidspunkt er dér, hvor du træffer en beslutning og ikke bare nøjes med at give det et forsøg.

Det kan faktisk godt være lige nu!

2: Hvem er stærkest? Dig eller en cigaret?

3: Opgaven består i at lade være. Og at lade hver gang, man egentlig gerne vil. Ikke mere. Ikke mindre.